Hvad er det med mig og billeder?

Ja, hvad er det med mig og de scenarier og billeder hvor jeg nærmest føler at mit åndedrag tager en pause.

Det er svært at forklare hvad det præcis er der rør mig.
Hvorfor et billede, en stemning i et billede eller et bestemt scenarie gør, at jeg får et sus i maven – og nogle gange nærmest tårer i øjnene.

Det kan være selve stylingen, en speciel ting eller vinklen. Det kan være mange forskellige ting. Men vigtigst af dem alle er, at de udstråler noget specifikt, der i mig vækker en følelse.

Det kan være en følelse af WOW!

Det kan være melankoli, længsel, optimisme, lykke, nysgerrighed, tryghed, inspiration eller klarhed.

Da jeg var barn elskede jeg at sætte teater eller cirkusforestillinger op hjemme hos enten mig eller hos en af vennerne fra vejen.
For mig var det ikke selve indholdet i forestillingen der optog mig mest, det var mere selve scenen, kostumerne, og selvfølgelig indbydelserne til børn og voksne på vejen vi selv lavede, hvor der ved hver lå enten syrener, en minibuket af Bellisblomster eller ny-udsprungne bøgegrene.

Det var rammen om,  – og iscenesættelsen af hele molevitten og selve stemningen omkring, som jeg var dybt optaget af.

Det var indgangen til haven hvor forestillingen foregik. Og det var de hjemmelavede tegnede skilte på havelågen og blomsterne der lå på tæpperne på græsset som gjorde det ud for siddepladser.

”Jamen betyder indholdet slet ingenting?”

JO. Selvfølgelig.
Indholdet er ligeså vigtigt som det ydre. Det hele skal jo spille sammen.

Men nu er det jo bare sådan, at det der møder os først er det ydre. Det er indgangspartiet. Facaden eller stemningen. Det er det første indtryk der møder os, og det der bestemmer om vi bliver tiltrukket, om vi tager i håndtaget, fordyber os i indholdet og det der gør om vi beslutter os for at blive.

Om vi skal bestille hvad vi har brug for/hvad vi søger efter, om vi kører dankortet, booker en tid, tilmelder os uddannelsen ect.

Et gennemtænkt billedmateriale vækker kort fortalt din forretning til live.

Og giver din målgruppe en genvej ind til de løsninger eller produkter du tilbyder dem.

Hvordan ser det ud hos dig?

Har du tænkt over hvad din virksomhedsprofil udstråler?

Kan du med sikkerhed sige, at hvert et billede du har på din platform understøtter dine tekster og dit samlede indhold?

Er din visuelle profil iøjnefaldende, er den relevant og fremkalder den og dit samlede billedecontent en følelse hos dem du skal hjælpe og sælge til?

Jeg vil vædde på at du, måske ubevidst, selv tiltrækkes af websites, blogs, facader, artikler med mere hvor det ydre hurtigt og som det første vækker en følelse i dig. Og herefter beslutter du, måske også ubevidst, om du vil blive. Vil du læse teksten og fordybe dig i indholdet? Tager du i håndtaget ind til butikken?

Din målgruppe har det på nøjagtigt samme måde. Det er derfor dit ansvar at gøre oplevelsen før og undervejs både inviterende og stemningsfuld.

Og det kan du sagtens!

5 ting du kan spørge dig selv om inden du skaber din virksomhedsprofil?

  1. Hvad er dine kerneprodukter?
  2. Hvilke problemer løser du for dine kunder?
  3. Hvad er det du gerne vil have, at dine potentielle kunder bliver mødt med når du og din virksomhed dukker op i deres feed, på Google eller andre steder?
  4. På hvilke platforme skal dit billede og video content benyttes. Er det til både web, nyhedsbreve, alle dine sociale medier og til printmateriale?
  5. Hvordan kan du skille dig ud på markedet, blandt andre i din branche der tilbyder det samme som dig?

Når du har det på plads skal du efterfølgende finde ud af hvilke personer, ting og detaljer du skal have med, der sammen kan medvirke til at understøtte det udtryk du går efter.

Husk, at vi elsker at se andre mennesker på billeder, så brug endelig dig selv på billederne, en kundecase, dine medarbejdere eller en helt 3 person der giver dine produkter eller ydelser mening.

De billeder jeg personligt går helt i svime over er dem, hvor også eks. farvetoner og lys er afstemt. Benytter du professionelle fotografer og stylister er dette (for det meste) altid en selvfølge.

Og husk at 2 top professionelle og indbydende billeder er langt bedre end 8 halvgode.

Scroll to Top